Forklaring af ikke diægetisk lyd i film og dens 3 formål

Du har altså fået interesse for lyddesign.

Lyd og lyddesign er en vigtig del af filmproduktion, og et godt lyddesign kan løfte din film til et højere niveau.

Denne artikel vil udforske det specifikke begreb ikke-diegetisk lyd og dets anvendelse i filmproduktion.

Hvad er ikke-diegetisk lyd?

Ikke-diegetisk lyd er alle lyde i en film, som ikke stammer fra filmens verden.

En af de primære kilder til ikke-diegetisk lyd er ofte filmens soundtrack, fordi det hjælper publikum med at skabe forbindelse til en scene.

Figurerne i scenen kan ikke høre det. Og det er stort set det korte svar på ikke-diegetisk lyd: Hvis karaktererne i filmen ikke kan høre det, er det ikke-diegetisk lyd.

Hvorfor medtage ikke-diegetiske lyde?

Ikke-diegetiske lyde er et stærkt værktøj for filmskaberen. Det stærkeste værktøj kan være filmens lydspor, som hjælper dig med at sætte filmens tone, manipulere følelser eller skabe et overraskelseselement med en veltilrettelagt stinger.

Ikke-diegetiske lydeffekter kan tilføjes for at skabe komiske effekter, og fortælling eller voiceover hjælper dig med at forklare eller forstærke filmens handling.

3 eksempler på ikke-diegetiske lyde

1. Fortælling eller voiceover

En af de mest almindelige typer af ikke-diegetisk lyd er fortælling. Selv om det kun er bogstavelig fortælling og ikke nødvendigvis nogen form for voiceover.

En karakter kan fortælle en erindring til en anden karakter, som f.eks. i Forrest Gump, hvilket gør voiceoveren diegetisk.

Intern monolog er en anden undtagelse, da det er en figurs tanker og derfor er en del af verden.

Det er kun fortælling udelukkende for publikums skyld, der ikke er diægetisk. Her er et par eksempler:

Fight club (1999)

I Fight Club forsyner Edward Nortons "Narrator" publikum med en masse ikke-diegetisk fortælling.

Nortons figurs fortælling er et væsentligt element i historien og fungerer som et vitalt punkt i filmen, som du ved, hvis du har set filmen. Nortons fortælling hjælper publikum med at udfylde hullerne og forklare det, de ser på skærmen.

American psycho (2000)

American Psychoplacerer os i hovedet på hovedpersonen Patrick Bateman for at forbinde os med Patrick. Han får endda lov til at gøre dette ved at tale direkte til publikum.

Ved at tale direkte til publikum bliver fortællingen ikke-diegetisk, da publikum ikke er en del af filmens verden. Det er et vigtigt redskab, der giver filmens publikum mulighed for at få et kig ind i en psykopats sind.

2. Soundtrack eller musikoverlejring

Som nævnt er soundtracks og musik generelt ofte den mest essentielle ikke-diegetiske lyd i en film og tjener til at hjælpe publikum med at forbinde sig med filmen, karaktererne og fortællingen.

Musikoverlejringer og soundtracks er blevet så almindelige i filmproduktion, at publikum for det meste ikke engang bemærker, at de er der.

Vi vil gennemgå et par eksempler på stærk ikke-diegetisk musik.

Star Wars (1977)

Star Wars-filmenes starttekst er et stærkt eksempel på ikke-diegetisk musik og ledsagende tekst.

Teksten er en slags fortælling, der hjælper publikum med at forstå filmen, og John Williams' musik er med til at skabe den episke stemning i filmene.

Fang mig hvis du kan (2002)

Ikke-diegetisk musik behøver ikke nødvendigvis at være orkestral eller produceret specifikt til en film.

Populærmusik kan bruges på samme måde og giver filmskaberen mulighed for at referere til bestemte sange, der passer til filmens tema.

Frank Sinatras Come Fly With Me refererer til hovedpersonens job som flykaptajn i Catch Me If You Can.

3. Lydeffekter uden for filmverdenen

Lydeffekter kan også være en del af det ikke-diegetiske lyddesign, selv om de oftest er en del af filmens diegetiske lydbillede.

Ikke-diegetiske lydeffekter bruges ofte til comic relief eller overdrivelse.

Eksempler er:

Shaun of the dead (2004)

Brugen af overdrevne lydeffekter og hurtige klip er noget af et varemærke for Edgar Wright. I Shaun of the Dead bruger Wright flere ikke-diegetiske lydeffekter, når Shaun forklarer sine forskellige planer.

Wright bruger mange "Whoosh"-lyde, især når han bruger piskesvingninger. Og flere af våbnene har overdrevne lyde, f.eks. når Shaun og Ed fører deres våben sammen.

Hele Wrights montage er et stærkt eksempel på brugen af ikke-diegetiske lydeffekter.

Kill Bill Vol. 1 (2003)

En anden mester i ikke-diegetiske lydeffekter er Quentin Tarantino, som elsker at blande diegetisk og ikke-diegetisk lyd.

Som f.eks. i dette opgør mellem Bruden og Gogo.

Der er masser af diegetiske lydeffekter i dette klip. Men Tarantino inddrager også nogle ikke-diegetiske lydeffekter, f.eks. synthesizer-stingers, når bruden hopper, og lyden af bowlingkegler, når Gogo styrter gennem et bord.

Næste punkt på dagsordenen: Lær at kende diegetisk lyd

Forhåbentlig har denne artikel været med til at give dig et indblik i, hvad ikke-diegetisk lyd er, hvad dens rolle i filmproduktion er, og nogle klassiske berømte berømte eksempler på ikke-diegetisk lyd brugt i film.

Nu er det tid til at gå over til den næste lydteknik i filmproduktion - diegetisk lyd. Læs videre for at finde ud af, hvad diegetisk lyd er.

Populære annoncer til leje